AF PEER KJÆR ANDERSEN

Under et ophold i Wiesbaden i 1930 modtog Igor Stravinskij en henvendelse fra en repræsentant for musikforlaget B. Schotts Söhne, Willy Stricker. På vegne af en amerikansk klient bad han Stravinskij om at skrive en violinkoncert til en polsk violinist ved navn Samuel Dushkin. denne havde allerede gjort sig bemærket på den internationale scene, bl.a. ved at have uropført orkesterversionen af Ravels ”Tzigane” med Pierre Monteux som dirigent. Det var tanken, at Dushkin i en periode skulle have eneret på at opføre koncerten med Stravinskij som dirigent.

Stravinskij var af flere grunde tøvende over for opgaven. For det første var han i tvivl om, hvorvidt han havde tilstrækkeligt kendskab til violinteknik til at skrive en koncert. Strecker fik beroliget ham på det første punkt og forsikrede, at Dushkin ville være behjælpelig i alle spørgsmål om violinteknik. Stravinskij søgte alligevel råd hos komponisten Paul Hindemith, som var uddannet bratschist og violinist . Hindemith dæmpede Stravinskijs frygt og henledte hans opmærksomhed på, at netop hans ukendskab til violinteknik kunne åbne vejen for nye muligheder i stedet for at blive hængende i klassiske mønstre. For det andet frygtede Stravinskij, at Dushkin var en overfladisk, åndløs virtuos, en type som Stravinskij afskyede, men ved et møde mellem de to tæt ved Streckers bopæl i Wiesbaden lykkedes det Dushkin at overvinde komponistens betænkeligheder og et nært samarbejde tog sin begyndelse.

Ret tidligt i processen havde Stravinskij fået en ide til en akkord, der skulle stå som et motto for koncerten. Den bestod af tre toner: D4, E5 og A6. Under en frokost i Paris med Dushkin skitserede han akkorden på en serviet, men Dushkin mente ikke, at den var spillelig.

Da han kom hjem, prøvede han den af og fandt til sin overraskelse, at den var ganske nem at spille. Han skyndte sin at ringe til Stravinskij for at fortælle ham nyheden. Stravinskij blev begejstret og henviste efterfølgende til akkorden som ”et pas til koncerten”. Han begyndte på arbejdet i foråret 1931 og fuldendte værket i september samme år, hvorefter det fik sin premiere i Berlin 23. oktober med Dushkin som solist og Stravinskij som dirigent.

Koncertens fire satser bærer navne, som refererer til barokken: Toccata, Aria I og II og Capriccio, og alle fire satser begynder med ”pas”-akkorden i forskellige udformninger. Uden at der på nogen måde er tale om en pastiche, er der dog visse barokke stiltræk i værket. Det er blevet påpeget, at helhedsvirkningen i denne musik mere skyldes en organisk sammenføjning af de musikalske ideer end en egentlig udvikling af de tematiske kim, et fænomen som også kendes fra flere af Bachs værker. Begge ydersatser er også prægede af den energiske rytme, som også behersker store dele af barokken. Stravinskij selv udtrykker det således flere år senere: “Violinkoncerten blev ikke inspireret af eller modelleret over noget eksempel. Jeg kan ikke lide standardviolinkoncerterne – ikke Mozarts, Beethovens eller Brahms. Efter min mening er det eneste mesterværk på området Schönbergs, og det blev skrevet flere år efter min. Titlerne på mine satser, Toccata, Aria, Capriccio, tyder dog på Bach, og det gør også til en vis grad det musikalske stof. Min yndlings solokoncert af Bach er den for to violiner, som duetten med en violin fra orkesteret i den sidste sats skal vise. Men koncerten indeholder også andre duetkombinationer, og musikken er mere kammermusik i stil end orkestral.”

Det kan tilføjes, at koncerten blev meget populær, efter at koreografen George Balanchine i 1972 lavede en ballet over den med titlen ”Violin Concerto” til sit balletkompagni i New York.

Balletten kan ses her:

Hør hele koncerten her: