AF PEER KJÆR ANDERSEN

Begrebet ”folkemusik” er vanskeligt at afgrænse. Det blev forsøgt defineret af den tyske kulturteoretiker J. G. Herder som ”almuens sange i modsætning til kunstsang”. I århundreder havde man ikke interesseret sig meget for den type musik, men i slutningen af 1700-tallet begyndte man at få øjnene op for det faktum, at den overleverede folkemusik var et væsentligt element i forståelsen af et folks natur. Det medførte, at man rundt om i Europa begyndte at indsamle tekster og melodier med henblik på udgivelse. En af de mest berømte samlinger er Herders Volkslieder fra 1778, som kom til at danne forbillede for samlinger fra andre lande. I Danmark var det folk som Svend Grundtvig og Evald Tang Kristensen, der indsamlede materiale, og i 1842-71 udgav komponisten A.P. Berggreen sin store folkeviseudgave, som ud over danske melodier også indeholdt sange fra andre nationer. Ganske langsomt begyndte man at benytte disse melodier i form af udsættelser, gerne for sang og klaver, men også i enkelte tilfælde med orkesterakkompagnement. Brahms har syv hæfter med tyske folkesange, og Dvorák har ligeledes en række sange, baseret på tjekkiske melodier. Med den stigende nationalisme i 1800-tallet begynder folkemusikken også at sætte sine spor i kunstmusikken, eksempelvis hos Edvard Grieg, hvis musik er tydeligt farvet af den norske tone.

I Frankrig var det blandt andre komponisten Vincent D’Indy, der stod for den franske musikalske nationalisme. Han var en stor kender af folkelig kultur og samtidig en stor naturelsker og så var han lærer ved konservatoriet Schola Cantorum i Paris. Her fik han i 1901 en elev ved navn Marie-Joseph Canteloube, født i 1879 af velhavende forældre i Auvergne. Under D’Indys kyndige vejledning udviklede han sine talenter, og hans produktion omfatter ud over to operaer også to symfonier og andre orkesterværker, samt en del sange og kammermusik. Men det, der for alvor har sikret ham en varig plads i nyere fransk musik er hans transskriptioner og arrangementer af folkesange fra hele Frankrig. Han siger i forordet til en antologi: ”Man må være franskmand for helt at værdsætte og forstå franske folkesange. Men oven i dette er det vigtigt at tilbringe megen tid med at rejse rundt på landet, blande sig med de folk, der lever der og finde jordens sande blomster, nemlig bøndernes sange. Man må værdsætte, forstå og elske naturen, jorden og livet på landet.” Hans mest berømte værk er Chants d’Auvergne, som udkom imellem 1923 og 1955. Auvergne er en bjergrig egn i det centrale Frankrig, og egnens skikke og traditioner hører til de stærkeste i landet og går helt tilbage til romerrigets tid. Om det musikalske materiale siger Canteloube: ”Sangene i Auvergne udgør den vigtigste og mest varierede musikalske folklore i Frankrig. Deres originalitet skyldes egnens alder og de folk, der har levet der.”

De seks sange ved aftenens koncert er alle sammen hyrdedigte, og som næsten alle de øvrige sange handler de om kærlighed, lykkelig og ulykkelig. Teksten er på regionens dialekt, hvilket er med til at give sangene deres særlige klang. Eksempelvis er her sangen ”Bailèro”, en dialog mellem en hyrde og en hyrdinde. Teksten lyder sådan i fri oversættelse:

”Hyrde på din side af bækken, du har det vist ikke for sjovt.” ”Nej, slet ikke, hvad med dig?”
”Hyrde, græsset blomstrer, pas din flok her.” ”Græsset er bedre på min mark.”
”Hyrde, bækken er mellem os, jeg kan ikke komme over.” ”Så kommer jeg og henter dig!”