AF PEER KJÆR ANDERSEN

I 1868 døde italiensk musiks grand old man operakomponisten Rossini, og i den anledning den ide, at Italiens bedste komponister skulle gå sammen om en hyldest til den store mester i form af et requiem. Han forelagde ideen for sin musikforlægger, som var positiv over for projektet. En komite opdelte requiem-teksten i tretten dele, som så blev fordelt på lige så mange komponister. Alle skulle arbejde uden vederlag og det samlede værk skulle så opføres på årsdage for Rossinis død. Uheldigvis havde man valgt en gammel bekendt af Verdi – dirigenten Mariani til at lede opførelsen – men opgaven interesserede ham ikke, og ved sin ligegyldighed saboterede han faktisk værket, så det aldrig kom til en opførelse.

Verdi havde ved uddelingen fået den sidste sats – Libera me – og i årene derefter tumlede han med tanken om selv at fuldføre et requiem. Lejligheden bød sig i 1873, da den berømte forfatter Alessandro Manzoni døde i en alder af 88 år. Verdi var en af Manzonis store beundrere og foreslog Milanos bystyre, at requiet skulle fuldføres og opføres til minde om forfatteren. Bystyret var positivt og stillede kor, orkester og lokale til rådighed. I løbet af det følgende år fuldførte Verdi sit requiem, som fik sin første opførelse i Markuskirken i Milano i maj 1874 med komponisten som dirigent.

Det blev en umiddelbar succes, og publikum reagerede spontant med stort bifald, hvilket var ganske uhørt i en kirke på det tidspunkt. Det blev til en række dacapoer og fremkaldelse, og værket blev spillet ved tre følgende opførelser på Scala-operaen. Siden har det gået sin sejrsgang verden over. Nogle kritikere har kaldt det for Verdis bedste opera, og det er da rigtigt, at Verdi behandler teksten meget frit og udogmatisk med stor vægt på det dramatiske. Men der er intet teatralsk over hans fortolkning af den gamle messetekst. Alt kommer fra hjertet og vidner om en stærk tro og et stort kendskab til italiensk kirkemusik.

Requiem er den katolske kirkes messe for de afdøde. Betegnelsen kommer fra den indledende sats, hvis tekst begynder med ordene Requiem aeternam dona eis, Domine – Giv dem den evige hvile, Herre. De øvrige satser er Dies irae, Offertorium, Sanctus, Agnus Dei, Lux aeterna og Libera me.

Den komplette tekst til requiem-messen på latin og dansk kan læses her:
http://akademisk.kor.dk/medlemmer/verdi/requiem/VerdiRequiemDansk.pdf

Gennem århundrederne har adskillige komponister skrevet requier over denne tekst. De tidlige værker i genren høres ikke hyppigt, men i wienerklassikken er Cherubinis og især Mozarts requier berømte. De mere voldsomme dele af teksten inspirerede især de romantiske komponister, og ud over Verdi har Berlioz og Dvořák leveret dramatiske værker i genren, mens andre bl.a. Fauré lægger mere vægt på de lyriske dele af messen. En helt særlig stilling indtager Brahms’ Ein deutsches Requiem, som ikke bruge den latinske tekst, men bygger på komponistens eget udvalg af bibeltekster. I det 20. århundrede har især Benjamin Brittens War Requiem fået stor udbredelse. Her er den latinske tekst blandet med digte af Wilfred Owen, en digter og soldat fra første verdenskrig.

Det er især den anden sats i requiet, Dies irae, Vredens dag, der er blevet berømt. Teksten om dommens dag hører til de store middelalderdigte, der i et malende sprog tegner et billede af den yderste dag, hvor dommedagsbasunen lyder og menneskene stilles for den høje dommer. Den oprindelige enstemmige sang har en egen skæbnetung karakter, og selv om melodien ikke bruges i de ovennævnte requier, bliver den ofte citeret i den symfoniske musik som et memento mori – husk døden. Det mest berømte eksempel er slutsatsen af Berlioz’s fantastiske symfoni, men også Rachmaninov og Liszt har brugt temaet i hhv. Paganinivariationerne og Totentanz.

Lyt til den gregorianske sekvens her:

Og sammenlign så med Verdis dramatiske start på Dies Irae-satsen: