Et stort fælles øjeblik – Beethovens Fidelio
AF LEIF V. S. BALTHZERSEN
Det overordnede tema for Aarhus Symfoniorkesters sæson 2023/24 er ”Fællesskaber” og en af undertitlen er ”Konflikter”. Ved koncerten den 16. november 2023 spiller Aarhus Symfoniorkester ouverturen til Beethovens opera Fidelio, og operaen handler både om fællesskaber og konflikter.
Florestan er af politiske grunde taget til fange af den tyranniske guvernør Don Pizarro i Sevilla. Hans hustru, Leonore, forklæder sig som mand og kalder sig Fidelio, dvs. den trofaste, og hun bliver ansat hos fængselsvogteren i det fængsel, hvor Florestan holdes fanget. Da Don Pizarro finder ud af, at en minister vil komme på et uanmeldt kontrolbesøg, beslutter han, at Florestan skal slås ihjel. Fængselsvogteren og Fidelio/Leonore skal grave en grav, og undervejs i arbejdet i den dystre fangekælder kan Leonore i mørket ikke afgøre, om det faktisk er hendes mand, der er den udmarvede fange eller ej, og hun tager den store medmenneskelige beslutning, at hun vil redde ham, uanset hvem han er. Det viser sig dog at være hendes mand, Florestan, og det lykkes hende med stort mod af befri ham. Det gode sejrer til sidst, og Leonore kan sammen med Florestan og folket i fællesskab fejre friheden.
Beethovens frihedsopera har ofte været spillet ved særlige lejligheder, og et enkelt eksempel kan vise, hvordan opera kan være mere end opera: Det var nemlig ikke blot en almindelig operaopførelse, men en symbolsk og højtidelig statsbegivenhed, da Wiener Staatsoper blev genindviet den 5. november 1955, få måneder efter at Østrig igen var blevet en selvstændig stat efter Anden Verdenskrig. Valget af åbningsforestillingen var også symbolsk, nemlig netop Beethovens redningsopera Fidelio. Den østrigske præsident og regering var til stede og fremtrædende gæster fra hele verden, herunder den amerikanske udenrigsminister. Begivenhedens betydningsfuldhed blev understreget af de tusinder af mennesker, der uden for operahuset fulgte med via højttalere, og åbningen blev som en af landets første livetransmissioner sendt i fjernsynet. Ud over de østrigske journalister var der 250 journalister fra udlandet, og forestillingen blev radiotransmitteret til 38 lande.
I finalen synger Leonore om det store øjeblik, det er, da hun befrier sin mand fra lænkerne, og publikum, gæster, pressefolk, musikere, sangere og alle ansatte ved operaen følte også, at det var et stort øjeblik, da man i fællesskab var med til operahusets genindvielse.
Illustrationen viser spændvidden i opera – fra det ophøjede og højtidelige i opførelser, som den der er nævnt i teksten, og til reklamebilleder. Firmaet ”Liebig” lavede bouillon og producerede et hav af serier af reklamer/samlekort, blandt andet med billeder fra operaer. Her en scene fra ”Fidelio” fra 1902. Wikimedia Commons.
Hør det med Aarhus Symfoniorkester
Om forfatteren
Leif V.S. Balthzersen er mag.art. i musikvidenskab, forfatter, foredragsholder og tidligere musikchef for Aarhus Symfoniorkester og Sønderjyllands Symfoniorkester. Han har skrevet noter for Aarhus Symfoniorkester siden 1989 og har for nylig udgivet bogen “Opera. 90 værker akt for akt” på Aarhus Universitetsforlag.