Beethovens violinkoncert – den olympiske ro

AF PEER KJÆR ANDERSEN

Beethoven havde allerede tidligt tumlet med tanken om at skrive en koncert for violin. Fra hans første år i Wien findes en ufuldendt koncert i C-dur, og forsøgene blev fulgt op omkring år 1800 med de to romancer for violin og orkester, to værker i roligt tempo. Som barn blev han også undervist i violinspil, om end han ikke blev en virtuos på instrumentet. Samtidige kilder fortæller, at hans intonation var tvivlsom og at han ofte spillede direkte forkert. Men udformningen af solostemmen vidner dog om, at han har haft et grundigt kendskab til mulighederne på instrumentet. Her er et klip fra en orkesterprøve på den første violinromance.

I 1794 var Wiens musikliv meget optaget af et fjortenårigt vidunderbarn, violinisten Franz Clement. Han henrykkede alle med sit virtuose spil, og netop i dette år fik han en ny beundrer i den ti år ældre Beethoven. De indledte et professionelt samarbejde, som tolv år senere skulle resultere i et af musikhistoriens mesterværker, violinkoncerten op. 61 fra 1806.

Der er meget få detaljer om koncertens tilblivelse. En skitsebog fra tiden 1806-1807 er desværre som en af de få gået tabt, men kan have indeholdt ikke blot skitser til violinkoncerten men også til 4. klaverkoncert, 4. symfoni og Coriolan-ouverturen. Beethoven havde ofte for vane at arbejde på flere værker samtidigt. Meget tyder på, at koncerten er skrevet på 5-6 uger i november og december 1806, og hans elev Czerny kan fortælle, et Beethoven først blev færdig i alleryderste øjeblik, inden værket fik sin uropførelse 23. december 1806 med Clement som solist. Ved denne koncert blev der også spillet værker af Mozart, Händel og Cherubini plus “en sonate på én streng med violinen vendt om”. Det sidste vidner om, at Clement havde en vis tendens til de virtuose ekstravagancer, som var på mode på den tid. Beethoven var modstander af den slags shownumre, men må alligevel have sat pris på Clements spil. Trods disse omstændigheder skrev en kritiker, at koncerten blev modtaget med megen anerkendelse og at Clements spil blev mødt med stormende bifald og fortsatte så med at skrive, at stykket var underligt og yderst komplekst, så det kunne risikere ikke at behage et publikum, som ikke var vant til kunstens regler og vanskeligheder. Hvorom alting er, blev koncerten kun spillet få gange de følgende år, hvor efter den blev lagt på hylden og det var først, da den tyske violinist Joseph Joachim i 1841 tog den på repertoiret, at den langsomt kom til at indtage sin plads som et af litteraturens bedste værker i den genre.

Der er mange grunde til denne skæbne. Datidens musikideal lå i høj grad på det virtuose plan, men med sit kendskab til Clements tendenser i den retning har Beethoven meget bevidst undgået disse effekter og i stedet skabt et værk med enkle, følsomme melodier, som er vævet sammen med orkestret i en symfonisk struktur. I fint svungne arabesker slynger solostemmen sig omkring orkestret og den første sats er præget af en næsten olympisk ro med ganske få dramatiske indslag. Det er bemærkelsesværdigt, at temaerne i første sats er helt fri for kromatik. De er overvejende trinvise, rytmisk set enkle og derfor lette at opfatte, og den trinvise bevægelse er også med til at afdramatisere musikken og understøtte den rolige stemning. Kun i et par korte overgangsafsnit er der et glimt af drama, men de varer kun omkring 15 sekunder. Alt dette har virket fremmedartet og måske lidt for tamt for et effekthungrende publikum.

Også på en anden måde er koncerten bemærkelsesværdig. Hvem andre end Beethoven kunne finde på at indlede en violinkoncert med fem paukeslag? Og hvad mere er: denne enkle figur, fire lige lange toner, bliver en gennemgående rytme i hele første sats på en måde, som det ikke er set tidligere i musikhistorien.

Alt temamaterialet bliver præsenteret i orkestret inden solisten sætter ind og behandlingen af temaerne er enkel og klart gennemskuelige. En kritiker har udtrykt det således: “Det er ikke blot violinens klangfarve, som giver koncerten dens egenart. Den sjælelige grundstemning er en helt anden. Utallige mennesker har med taknemmelige følelser fornemmet den fredfyldte stilhed, den olympiske ro, som rummes i den første sats.” Et godt eksempel på enkeltheden høres henimod slutningen af første sats umiddelbart efter kadencen, hvor satsens sidetema efter de mange forvandlinger spilles helt nøgent, næsten ydmygt, kun akkompagneret af pizzikerede strygere. Det et er et rørende, næsten ophøjet øjeblik, som om Beethoven vil vise storheden i enkeltheden. Hør første sats her:

Et særligt kapitel ved solokoncerter er kadencerne. Slår man op i leksikonet, får man at vide, at der i tidlig musik ofte var afsat plads på bestemte steder i en komposition til særligt rige udsmykninger. I 1600-tallet begynder man at bruge ordet kadence, og i 1700-tallet blev det almindeligt at lade en solist udfolde sig i slutningen af en sats. Orkestret standser op på en akkord, som normalt skal føres videre, og så overlades scenen til solisten, der så har forskellige valgmuligheder. Han/hun kan improvisere, gerne men ikke nødvendigvis over temaer fra satsen, man kan spille en nedskrevet kadence, enten komponeret af stykkets komponist eller en anden udøvende, der er helt frit slag. Beethoven skrev selv kadencer til sine fire første klaverkoncerter, men i den femte er kadencerne så indarbejdet i satsstrukturen, at der ikke er mulighed for at ændre eller tilføje noget. Denne teknik er dominerende genne hele romantikken. Til violinkoncerten har Beethoven ikke selv lavet en kadence, men det har til gengæld mere end tredive violinister og andre komponister, hvilket vidner om koncertens popularitet. Den mest anvendte – og efter min mening bedste – er skrevet af violinisten Fritz Kreisler. Her hører man bl.a. de to vigtige temaer spillet samtidig, en virkelig genistreg og helt i Beethovens ånd. Hør kadencen her med Anne Sophie Mutter:

En fredfyldt Larghetto følger herefter, inden den muntre, robuste finale sætter punktum for et af Beethovens allerbedste værker. Hør finalen her med Hillary Hahn:

Om forfatteren

Peer Kjær Andersen er cand. mag. i musik og fransk, tidligere lektor ved Risskov Amtsgymnasium samt organist. Han har været fast leverandør af programnoter til Aarhus Symfoniorkester siden 2004.