AF LEIF V. S. BALTHZERSEN

Et af Aarhus Symfoniorkesters temaer for sæsonen 2023/24 er konflikter, og Edward Elgars cellokoncert, som orkestret opfører den 12. og 13. oktober 2023, er skrevet efter en af det 20. århundredes største konflikter, nemlig Første Verdenskrig 1914-1918.

Første Verdenskrig lagde hele den gamle verden i grus, og intet var, og intet kunne derefter blive som før. Elgar var forfærdet over krigen og desillusioneret, og han komponerede meget lidt under verdenskrigen og havde endda tanker om at holde op med at komponere, idet han indså at verden aldrig ville blive den samme mere efter blodbadet og ødelæggelserne. For Elgar var der også det forfærdelige, at venner, musikalske beundrere og kolleger fra Tyskland pludselig var fjender.

Men Elgar holdt ikke op med at komponere og skrev i 1918-1919 en række vigtige værker, nemlig violinsonaten, en klaverkvintet, krigsminde-korværket For the Fallen og en strygekvartet samt ikke mindst cellokoncerten, som mange har villet se som en klagesang for den tabte verden. Der hviler en umiskendelig afskedsstemning over værket. Den vuggende, sørgmodige 9/8-melodi, der i førstesatsen bliver præsenteret af bratschgruppen uden ledsagelse og derefter overtages af solocelloen, lyder som en klagesang. Temaet var angiveligt Elgars første inspiration til koncerten:

Hertil kommer sorgen, der hober sig op mod værkets gribende slutning i den fjerde sats, og som heller ikke er til at overhøre. Det er afskedsmusik, som Elgar var en mester i at komponere:

Elgars cellokoncert stammer fra den sidste del af hans kompositionsvirke. Et tidspunkt, hvor hans musiks popularitet var begyndt at dale, ligesom den var for flere af hans komponistkolleger, der som Elgar skrev musik inden for det romantiske eller senromantiske tonesprog.

I solokoncerter giver komponisterne typisk solisterne mulighed for at brillere med udadvendt musiceren, men der er ikke meget virtuoseri i Elgars i dag højt elskede og meget udtryksfulde cellokoncert. Samtidig med en tilsyneladende afvisning af ydre brillans, kan man også fornemme en afstandstagen til fortidens opulente, senromantiske musik (som han selv også havde komponeret værker indenfor), for cellokoncerten er ret tyst og ret streng i sit udtryk.

Uropførelsen fandt sted i Queen’s Hall i London den 26. oktober 1919, hvor London Symphony Orchestra blev dirigeret af Elgar selv. Værket var ikke en succes lige med det samme, hvilket til dels kan tilskrives et dårligt prøvearbejde, men nok også skyldes, at publikum var overraskede og fremmede over for den afdæmpede, ikke-opulente og relativt strenge musik i forhold til de tidligere Elgar-værker.

Elgar nåede faktisk selv at indspille cellokoncerten to gange i grammofonpladens barndom, nemlig i forkortet form i 1919 og fuldstændigt i 1928, begge gange med Beatrice Harrison som solist: