AF PEER KJÆR ANDERSEN

Kigger man efter i musikhistorien, er det ikke ligefrem dobbeltkoncerter, som man finder flest af. Der er nok nogle stykker i baroktiden med Bachs dobbeltkoncert for to violiner samt en håndfuld af Vivaldi, men når man kommer længere op i tiden, skrumper antallet kraftigt. Mozart har en koncert for fløjte og harpe samt den store Sinfonia Concertante for violin og bratsch, og i begyndelsen af 1800-tallet finder man ikke nogen dobbeltkoncert af væsentlig betydning, indtil Brahms i 1887 skriver sit mesterværk inden for genren.

Under arbejdet med sin violinkoncert blev Brahms klar over, at hans kendskab til violinteknik ikke var tilstrækkeligt til at forløse hans intentioner. Han havde kun som dreng lært en smule violinspil og havde derfor brug for en habil rådgiver. Denne fandt han i den store tyske violinvirtuos Joseph Joachim, en af datidens mest betydningsfulde musikere. I den brevveksling, der opstod i forbindelse med værket, kan man se, at Joachims indflydelse har været betydelig, om end Brahms ikke altid fulgte Joachims forslag. Brevene røber også et varmt og intimt venskab mellem de to musikere, men det skulle ikke vare ved.

Joachim indledte en retssag for at blive skilt fra sin kone, og under retssagen blev der fremlagt et brev fra Brahms, som ytrede sig sympatisk om Joachims kone. Joachim reagerede kraftigt herpå, og i en årrække var forbindelsen mellem de to afbrudt. Men i Joachims strygekvartet sad en cellist ved navn Robert Hausmann, som havde hørt et pat cellosonater af Brahms. Han var begejstret for Brahms’ brug af instrumentet og henvendte sig til Brahms for at bede ham om at skrive en cellokoncert. Men hos Brahms spirede i stedet for tanken om at skrive en koncert for violin og cello. Det var imidlertid et projekt, som ikke godt kunne gennemføre uden samme bistand fra Joachim, som han havde fået under arbejdet med violinkoncerten. I et brev appellerede han til sin tidligere ven: ”Forbered dig på et mindre chok. Jeg kunne ikke lade være med at nedskrive en koncert for violin og violoncel, hvor meget jeg end prøvede at lade være. Nu er alt andet mig ligegyldigt undtagen din mening om værket.” Joachim svarede positivt på brevet og kort tid efter mødtes de to for sammen at gennemgå koncerten.

Dobbeltkoncerten er Brahms’ sidste store værk for orkester, skrevet kort tid efter afslutningen af den fjerde symfoni. Det er et af Brahms’ mest gedigne værker, men ikke det lettest tilgængelige. Karakteren er mørkere og mere dramatisk, og der er ingen ydre bravour-effekter. Til gengæld har Brahms formået at få de to soloinstrumenter til at smelte sammen, så det ofte lyder som et stort ottestrenget instrument. Bedst kommer dette til udtryk i den sangbare andante, som hører til blandt Brahms’ smukkeste satser. Førstesatsen er fuld af dramatik, mens finalens hovedtema afspejler Brahms karakteristiske humoristiske sans.

Der findes flere udmærkede indspilninger på YouTube. Hør f.eks. sidste sats med Anne Sophie Mutter og Maximillian Hornung med Mariss Jansson: