AF PEER KJÆR ANDERSEN

Når en stor instrumentalist dukker op på den musikalske arena, afføder det ofte en række værker dedikeret til den pågældende kunstner. Således har en række cellokoncerter set dagens lys i den sidste halvdel af det 20. århundrede, tilegnet Mstislav Rostropovitj. Blandt andet har Prokofjev, Britten, Lutoslawski og Dutilleux leveret værker i genren, men mest kendt er nok Dmitrij Sjostakovitjs første cellokoncert.

Den blev skrevet i 1959 og fik sin førsteopførelse i Leningrad i oktober samme år. Solist var Rostropovitj, som lærte sig det komplicerede værk udenad på fire dage. Sjostakovitj har modtaget impulser til værket fra en anden stor koncert, nemlig Prokofjevs Sinfonia concertante. Begge værker hører til de absolut vanskeligste værker for cello og de rummer en række fælles træk, bl.a. i anvendelsen af pauker og træblæsere, men også i selve behandlingen af soloinstrumentet.

Sjostakovitj byggede ofte sine værker over ganske enkle temaer. Blandt andet yndede han at ”signere” et værk med tonerne d-es-c-h, svarende til Dimitri (E)SCHostakovich, den tyske stavemåde af hans navn. Det sker f.eks. i hans ottende strygekvartet. På samme måde indledes cellokoncerten med et markant motiv, g-fes-ces-b, der har samme mottoagtige karakter. Dette motiv går gennem hele koncerten undtagen anden sats, og det er undervejs genstand for en række forvandlinger, rytmisk såvel som intervalmæssigt. I denne proces spiller et solohorn en væsentlig rolle. Karakteren i den første sats er aggressiv og voldsom, et vulkanudbrud af følelser.

De sidste tre satser spilles uden ophold, og stemningen ændres brat i den langsomme sats. Hovedstemningen er elegisk og beherskes af to temaer, et i strygerne og et i celloen, der supplerer hinanden. Efter et højdepunkt tynder satsen ud, celloen spiller sit tema på flageoletter ledsaget af celeste, og således føres vi over en kadence, som udnytter instrumentets muligheder til den yderste grænse. Det indledende tema fra første sats spiller en væsentlig rolle i udviklingen frem mod sidste sats.

Ligesom i første sats er stemningen i finalen dramatisk. Der er et væld af forskellige temaer, bl.a. et kromatisk, som præsenteres af oboen og som sammen med førstesatsens tema spiller en stor rolle. Satsen er tumultagtig og kulminerer med en opsamling af koncertens temaer, som leder til effektfuld slutning. Koncerten har fået stor udbredelse og findes i omkring 60 indspilninger på CD. Her kan den høres på dette link: