Mozartfestival
Årets Mozart-festival er en mulighed for at møde den ultimative komponist – en af de kæmper, som hele musikhistorien bygger på. Når vi sætter os til rette i den klassiske koncertsal, hører vi altid musik, der på en eller anden måde står på Mozarts skuldre.
Normalt plejer man jo at begynde med begyndelsen. Men til denne Mozart-festival starter vi lidt før, nemlig med nogle af de kunstnere, der inspirerede den unge Mozart. Musik vokser altid ud af et fællesskab, og Mozart er ikke mindst en mester, fordi han lod sig inspirere af andre store mestre – og brugte denne inspiration til at bringe musikhistorien til et af dens absolutte højdepunkter.
Et gennemgående tema i denne sæson er ”de største værker”. Når det gælder Mozart, er hans sidste symfoni klart den ultimative Mozart-symfoni, mener musikchef Jesper Nordin: ”Jupiter-symfonien er noget af det ypperste fra Mozarts hånd, fordi den peger bagud og fremad på samme tid. Det er, som om den opsummerer hele 1700-tallets udvikling af symfonien og afleverer det på et sølvfad til fremtiden.”
Vi møder også samtidens musikalske superstjerne, Johann Christian Bach. Hans musik kaster barokkens beherskede følelser langt væk og begynder at udforske de store følelser. Det samme gør Haydn i sin stormombruste symfoni nr. 39, og så får vi både en herlig klaverkoncert fra Mozart selv samt den energiske lille g-mol-symfoni, som mange kender fra filmen Amadeus. Til den anden symfonikoncert kan du igen høre en af Mozarts inspirationskilder, denne gang i form af Haydns lille mesterværk, ”Lamentatione”-symfonien. Du kan også møde den tyske violinist Carolin Widmann i Mozarts 3. violinkoncert – og så slutter vi af med Mozarts Jupiter-symfoni.
Vi supplerer med en koncert i det lille format – fyldt med noget af den bedste klavermusik fra Mozarts hånd. Mozart var nemlig også en mester i at få klaveret til at stråle alene.