Omkring Peter Tjajkovskij

AF PEER KJÆR ANDERSEN

Den russiske musikhistorie er relativ kort, set i relation til den vesteuropæiske. Helt op til begyndelsen af 1800-tallet er der ikke i Rusland en komponist af betydning. I 1804 fødes ”den russiske musiks fader” Mikhail Glinka, som bl.a. med sine operaer skabte den første russiske kunstmusik, præget af landets folkemusik. Først i 1862 oprettedes det første egentlige musikkonservatorium i Rusland, og en af de første, der blev optaget på denne institution, var Peter Tjajkovskij. Han blev født i 1840 i et borgerligt hjem, hvor især moderen dyrkede musikken. Som barn var han svagelig, ofte grebet af depression, altid i tvivl om sit eget værd og disse træk skulle vise sig gennem hele hans liv og færden.

Sin første musikundervisning fik han af en fransk guvernante, men en musikalsk løbebane kunne ikke komme på tale, og Tjajkovskij tog juridisk embedseksamen og fik ansættelse i justitsministeriet. Mulighederne for kontakt med den vesteuropæiske musik var ringe. Der fandtes kun få orkestre og der var langt mellem koncerterne, Hans bror fortæller, at Tjajkovskij i en alder af 21 år ikke vidste, hvor mange symfonier Beethoven havde skrevet og aldrig havde hørt om Schumann.

I Nikolaj Rubinsteins komponistklasse gik det imidlertid hurtigt med at stifte bekendtskab med komponister – til og med Mendelssohn. Dog havde Tjajkovskij i 1862 hørt Wagner dirigere egne værker i St. Petersborg og var blevet imponeret af dennes instrumentationskunst, hvilket bragte ham på kollisionskurs med hans lærere. Ikke desto mindre blev han af Rubinstein tilbudt en stilling som lærer i musikteori efter at have fuldendt sine studier i 1865. Og herfra begynder Tjajkovskijs egentlige karriere som komponist.

Men en skygge sneg sig ind over den unge Tjajkovskijs liv. Allerede tidligt havde han konstateret en mangel på interesse for det modsatte køn og måtte efterhånden erkende sin homoseksualitet. Det var uacceptabelt i tsarens Rusland og Tjajkovskij gjorde alt, hvad han kunne for at skjule det. Han gik så vidt som til at indgå ægteskab med en beundrer, men fortrød det umiddelbart efter vielsen, og skilsmissen fulgte efter ganske kort tid.

Dog var der en vigtig kvinde i hans liv. I 1874 hørte en velhavende dame ved navn Nadesjda von Meck en opførelse af Tjajkovskijs symfoniske digt ”Stormen”, som gjorde et dybt indtryk på hende. Hun forhørte sig om komponisten og hans pengesorger, og som en af de rigeste personer i Rusland havde hun et stort ønske om at hjælpe ham. Hun bestilte et stykke musik hos ham og kvitterede for modtagelsen med et brev, hvor hun udtrykte beundring for hans musik. Det blev starten på en brevveksling uden sidestykke i musikhistorien. I 14 år gik der hyppigt breve mellem de to, ofte lange og efterhånden meget mere og mere intime. Deres korrespondance fylder tre tykke bind og indeholder en bred vifte af emner. Han skrev om sin kunst, om musik i almindelighed, om religion og dagligliv, hun diskuterede indgående hans og andres musik. De blev så nære venner, som to mennesker kan blive, ja lidt mere end det, for i et brev tilstod hun åbent sin kærlighed til ham.

Til trods for de varme følelser mellem dem, mødtes de aldrig, talte aldrig med hinanden. Kun et par gange så de tilfældigt hinanden på afstand, men betydningen af forholdet for Tjajkovskij var enormt. Ikke alene sikrede fru von Meck ham økonomisk resten af hans liv, men hendes indflydelse spores også i hans sidste symfonier, især den fjerde, hvor hans fatalistiske indstilling kommer til fuldt udtryk, og hvis indhold han skildrer detaljeret i et brev til fru von Meck. Her kalder han værket for ”vor symfoni”.

Fru von Meck gjorde i øvrigt også et stort arbejde for at promovere Tjajkovskijs musik, som ikke altid blev venligt behandlet af kritikerne. Berømt er musikskribenten Eduard Hanslicks karakteristik af violinkoncerten som vulgær og ”musik der lugter dårligt for øret”. Også klaverkoncerten blev ved sin fremkomst stærkt kritiseret, men begge værker fandt dog efterhånden deres plads på repertoiret.

Selv i dag kan Tjajkovskijs musik vække debat. Nogle finder hans musik for farverig, mens andre hænger sig i (og foragter) den melodiske sødme, der præger en stor del af hans værker. Ikke desto mindre står de sidste symfonier som vidnesbyrd om en komponist, der følte sig ramt af skæbnen og som tog kampen op, men forgæves. Disse værker står med deres egenart og kraft som personlige bekendelser, som aldrig kan lyde for døve øren, og som står blandt de fornemste frembringelser i russisk musik.

Den sjette symfoni blev komponistens svanesang. Få dage efter dens uropførelse 28. oktober 1893 blev Tjajkovskij syg efter at have drukket ukogt vand fra den kolerabefængte Neva-flod. Om det var distraktion eller en bevidst handling af frygt for en skandale på grund af hans homoseksualitet, står hen i det uvisse, men 6. november 1893 døde det 19. århundredes største russiske komponist, en ensom mand med en ensom kunst.

Om forfatteren

Peer Kjær Andersen er cand. mag. i musik og fransk, tidligere lektor ved Risskov Amtsgymnasium samt organist. Han har været fast leverandør af programnoter til Aarhus Symfoniorkester siden 2004.