AF LEIF V. S. BALTHZERSEN

Det overordnede tema for Aarhus Symfoniorkesters sæson 2022/23 er Ungdom, og idet Aarhus Symfoniorkester har en Rachmaninovfestival i april 2023, hvor der er ved hver af koncerterne opføres et værk for klaver og orkester, er det værd at kaste et blik på nogle af Rachmaninovs ungdomserindringer som klaverstuderende.

Sergej Rachmaninov, der levede fra 1872 til 1943 fik sin første klaverundervisning af sin mor som fireårig og senere af en konservatoriestuderende. Han kom på konservatoriet i Skt. Petersborg og fik ud over klaverundervisning også undervisning i musikteori og almene fag. Rachmaninov måtte imidlertid forlade konservatoriet, da han dumpede ved de afsluttende eksaminer i de almene fag.

Ved moderens mellemkomst og ved hjælp af fætteren Alexander Siloti, der var en betydningsfuld pianist og lærer, og som klart kunne se Rachmaninovs store talent, kom Rachmaninov i klaverpædagogen Zverevs klasse på konservatoriet i Moskva.

Rachmaninov fortæller: Nu begyndte et liv fuldt af disciplin og alvorlig studeren. Zverevs “familie” bestod af ham selv og en gammel søster, der, ligesom han selv, var ugift og ordnede husholdningen. På ugedagene så vi næsten ikke Zverev, for han gav timer fra klokken ni om morgenen til ni om aften og altid uden for hjemmet. […]

Hver af os [elever] skulle øve tre timer dagligt, hvilket må have været en plage for vores naboer. Zverevs søster, som i hans fravær havde den fulde myndighed i huset, viste sig at være en temmelig ubehagelig og ondsindet person. Hun overvågede os med den yderste strenghed, og ve den, som begyndte at øve fem minutter for sent eller forlod klaveret fem minutter for tidligt! Han blev uden nåde indberettet til broderen. […]

Rygterne om Zverevs overdrevne strenghed, som jeg havde været bange for, viste sig at være rent vrøvl. Han var en mand af sjælden forstand og stor venlighed – kvaliteter, som han vandt den højeste respekt for hos de bedste af hans samtidige. […]

Uden for vores timer, som altid fandt sted på konservatoriet, behandlede han os som sine ligemænd. Jeg bør nævne, at han aldrig tog imod en skilling fra os for kost og logi eller timer. Vi fik vores ophold og undervisning fuldstændig gratis, og aldrig under nogen omstændigheder lod han os mangle noget. Vores tøj, som var det samme som den uniform, der var blevet gjort obligatorisk i alle de russiske skoler, og som bestod af en jakke med en høj militærkrave og lange bukser, blev bestilt fra den dyreste skrædder i byen – den samme, som leverede Zverevs eget tøj. Der var ingen premiere, ingen interessant eller bemærkelsesværdig forestilling på Maly-teatret, ingen opera på Bolsjoj-teatret, som vi ikke besøgte. Vi så alle forestillinger, som blev givet af udenlandske teaterstjerner, der besøgte Moskva. […]

Zverev indrettede vores liv med den samme strenge disciplin som vores klaverspil. Han lagde stor vægt på ordentligheden i udførelsen og var fuldstændig i stand til at sende en elev ud af rummet ved den første forkerte eller blot uklare tone. På den anden side udviste han stor glæde over en teknisk fejlfri gengivelse. På trods af den gavnlige frygt, som vi følte over for ham, inspirerede han os med respekt og endda entusiasme for hans personlighed. Vi kappedes med hinanden om, hvem der først skulle springe op og hente et askebæger til ham, tænde hans cigaret, hjælpe ham i overfrakken eller hvilken som helst anden af de små tjenester, som vores liv med ham gav mange muligheder for. […]

Men hans engagement var ikke udelukkende fokuseret på vores uddannelse til pianister. Han gjorde sig stor umage med, at vi skulle opnå en almindelig dannelse, og han lod os endda få dansetimer, mener jeg. […] Zverevs faderlige interesse for vores uddannelse strakte sig også til vores intellektuelle udvikling, særlig vores læsning. Vi fik fuldstændig fri adgang til hans fine og omfattende bibliotek. […]

Så behagelig og afvekslende vores tilværelse end var, fulgte den ikke desto mindre en meget bestemt retning. Fra mandag til lørdag arbejdede vi flittigt, øvede, læse og lærte fransk og tysk. Søndag morgen underviste Zverev nogle få talentfulde, men fattige elever, som kom til hans hus. Jeg husker en lille kadet fra militærakademiet i Moskva, som kan have været på min egen alder, og som kom en søndag morgen. Det var Alexander Scriabin. […]

Zverev elskede at vise vores færdigheder på klaveret frem, hvilket sandsynligvis – og måske ikke urimeligt – kunne tilskrives hans evner som lærer. Det skete ofte, at når han i løbet af uge spise hos en eller anden velhavende købmand i Moskvas hus, så blev der sendt bud efter en af os med et særligt bud. Valget faldt som regel på mig. Efter at være ankommet til min destination og have smidt mit tunge vintertøj, skulle jeg sætte mig ved klaveret og spille en etude af Cramer eller Czerny, en etude af Reinecke (det første stykke jeg havde spillet for Zverev, da jeg kom til Skt. Petersborg, og hans særlige yndlingsstykke), en sonate af Mozart eller andre stykker. Når jeg var færdig, havde Zverev for vane i min nærværelse at sige: ”Ser I, det er sådan man spiller klaver!” Og idet han vendte sig til mig: ”Du kan gå hjem nu.” Hvorimod han den selvsamme morgen ved den første forkerte tone havde råbt: ”Er det sådan man spiller klaver? Gå ud med det samme!

Rachmaninov blev en sensationel dygtig pianist, og hele hans karriere var dobbeltstrenget – som pianist og komponist.

Det at komponere optog efterhånden mere og mere af Rachmaninovs tid, og han skiftede Zverov ud med sin fætter Siloti og flyttede ud til en af sin fars søstre, hvor han traf jævnaldrende fætre og kusiner, herunder Natalja, som han senere blev gift med.

Citaterne er oversat fra Rachmaninoff’s recollections told to Oskar von Riesemann (Translated from the German manuscript by Mrs. Dolly Rutherford), Macmillan, London (1934).