Assisterende dirigent Subin Kim
Mød Aarhus Symfoniorkesters assisterende dirigent i sæson 23/24, den 30-årige sydkoreaner Subin Kim.

Aarhus Symfoniorkester har denne sæson fornøjelsen af Subin Kim som assisterende dirigent. Den 30-årige dirigent er født i Sydkorea, og hendes studier begyndte egentlig med en uddannelse i kordirektion i hjemlandet. Men koret blev hurtigt udskiftet med et orkester, og efterfølgende flyttede hun til Berlin for at starte på en uddannelse som orkesterdirigent på Hochschule für Musik Hanns Eisler Berlin.

Subin Kim har en meget bred musikerfaring: ”Jeg startede måske lidt senere end andre musikere, så de første par år afprøvede jeg alle mulige musikalske aktiviteter som at komponere, jeg var omkring klassisk og ikke-klassisk musik som pop og endda musical, og jeg studerede også korledelse og orkesterledelse. Simpelthen alt muligt.”

Efter at have afprøvet mange forskellige musikalske discipliner var det dog rollen som orkesterdirigent, der trak i hende:

”Som dirigent forsøger man at forene musikerne og lede dem til at fortælle en samlet historie. Man forsøger at inspirere dem ved at give dem impulser og energi – og når det lykkes, kan det være magisk! Det er fantastisk at tale med orkestret og at kommunikere. At skabe lyd med mine hænder er perfekt. Der er så mange måder at gøre det på, og det bliver aldrig kedeligt.”

Rollen som assisterende dirigent beskriver Subin Kim som en begyndelse. Hun har nemlig stadig et semester tilbage af sin uddannelse, og hun betragter jobbet som assisterende dirigent som helt essentielt for den nye generation af dirigenter:

”At være assisterende dirigent er bindeleddet mellem at være studerende og at være professionel dirigent. De studerende skal se virkeligheden i øjnene i orkestret, og som assisterende dirigent kan man lære alt om symfoniorkestret: Hvordan man sætter et program sammen, og hvordan man lokker publikum ind ad dørene. Det er meget vigtigt, og det er en del af mit job.”

Det er dog ikke helt ligetil at arbejde med et professionelt orkester for en ung dirigent som Subin Kim, der beskriver det som at hoppe i koldt vand:
”Rent faktisk er det meget svært at nærme sig orkestret – især for unge dirigenter som mig. Det er ligesom at hoppe i koldt vand. Jeg er en komplet fremmed for dem, og de er helt fremmede for mig.”

Selvom Aarhus Symfoniorkester og Subin Kim var fremmede for hinanden ved sæsonens begyndelse, har de én ting til fælles: Musikken. Den er det bindeled, som gør det let for Subin Kim at kommunikere med orkestret. Og så er den unge dirigent meget glad for orkestret:

”Aarhus Symfoniorkester er så søde, og de spiller så fantastisk. Teknisk, musikalsk og personligt er de et virkelig godt orkester. Jeg er virkelig glad for at lære af dem.”

Udover det gode samarbejde med orkestret har Subin Kim især haft én oplevelse, der har sat spor i erindringen:

”Jeg har aldrig dirigeret en børnekoncert eller for den sags skyld en familiekoncert. Det var første gang, jeg lavede en børnekoncert, og børnene reagerede vanvittig meget. De var virkelig glade; jeg fik masser af energi fra dem, og jeg nød det så meget.”

HVAD LAVER EN ASSISTERENDE DIRIGENT?

Takket være en generøs donation fra Augustinus Fonden er Aarhus Symfoniorkester i stand til at hyre en fast assisterende dirigent i ét år ad gangen – som det første orkester i Danmark.

Ud over at få mulighed for at dirigere orkestret ved udvalgte koncerter, skal den assisterende dirigent indgå i et løbende udviklingsarbejde med orkestrets chefdirigent og de øvrige erfarne gæstedirigenter som mentorer, og i den forbindelse deltage i en række musikalske opgaver, herunder balancelytning, research, akustisk og musikalsk sparring og forberedende prøvearbejde.

Den assisterende dirigent tilknyttes orkestret i minimum 10 uger ud over de produktioner, som vedkommende selv dirigerer, og vil ligeledes dirigent indgå i orkestrets outreach-arbejde, både som planlægger, formidler og dirigent ved f.eks. lokalcenterkoncerter. Orkestret vil også tilknytte vedkommende som formidler af koncertintroduktioner til Aarhus Symfoniorkesters erhvervsklub SymfoBusiness.

Den assisterende dirigent vil forventes at assistere nodearkivaren med strøgsætning, research på nodeudgivelse med mere, da indgående kendskab til arkivarens funktion er en vigtig forudsætning for en professionel dirigent.

Donationen fra Augustinus Fonden løber over en tre-årig periode med følgende assisterende dirigenter tilknyttet:
2021-22: Nathanël Iselin
2022-23: Daniel Rueda Blanco
2023-24: Subin Kim

At have en fast tilknytning til et orkester er en blåstempling, som udover at give ro til at udvikle sig under trygge rammer – men med professionelle krav – spiller en afgørende rolle for den unge dirigents evne til at skille sig ud fra mængden. Samtidig giver det et unikt tilhørsforhold, hvor både orkester, publikum og den assisterende dirigent oplever at vokse sammen, at heppe på hinanden, så en fremtidig stjernekarriere uløseligt vil være forbundet med det orkester, der gav næring, plads og hjemsted til talentet. Det gør både orkester og dirigent bedre og større.

Direktør for Augustinus Fonden, Frank Rechendorff Møller udtaler:

”Aarhus Symfoniorkester har præsenteret en ambitiøs udviklingsplan for den musikalske fødekæde i Danmark, som ikke kun kommer orkestret selv til gode. Vi støtter ambitionen om at sætte danske og danskuddannede dirigenter på verdenskortet og sikre, at det danske dirigentmiljø får de bedst mulige vækstbetingelser”.

Musikchef for Aarhus Symfoniorkester, Jesper Nordin tilføjer:

”Det er helt fantastisk at Augustinus Fonden har valgt at støtte vores arbejde med dirigentens udviklingsbue, som er et hjerteblodsprojekt for mig personligt, og jeg er stolt over, at Aarhus Symfoniorkester nu kan sætte handling bag et længe udtalt ønske blandt de danske orkestre om at styrke de unge dirigentspirer. Det har Aarhus Symfoniorkester – og det danske musikliv generelt – stor gavn af, både på kortere og længere sigt.”