For det første var det Brahms’ begyndelse på symfonigenren – den genre, som han blev en af sin tids og en af musikhistoriens helt store repræsentanter for. At skrive en symfoni var for mange komponister det højeste mål indenfor instrumentalmusikken. Hør blot begejstringen og ærefrygten i et brev hos Brahms’ ældre kollega og ven Robert Schumann, dengang da han skrev sin første symfoni: “Jeg har i de forgangne dage fuldendt et arbejde (i det mindste omridset af det), over hvilket jeg har været ganske salig, men som også helt har udmattet mig. Tænk Dem, en hel symfoni […] jeg kan selv næppe tro det, at den er færdig.”

Når det nu var så en så vigtig genre, var der også mange forventninger til symfoniværker. Det tyngede mange komponister, og det tyngede også den i forvejen selvkritiske Brahms. Hans første forsøg på at skrive en symfoni endte da også med at blive til noget helt andet i stedet, nemlig en klaverkoncert, den storslåede 1. klaverkoncert i d-mol. Og det er ikke bare pjat, når vi taler om præstationsangst, for Brahms havde i 1854 lavet skitserne til en sonate for klaverer, som han undervejs i arbejdsprocessen ændrede til at skulle blive en symfoni, men som altså alligevel ikke blev en symfoni, men en klaverkoncert. Koncerten blev færdig i 1858, og først i atten (atten!) år senere satte Brahms punktum for sin første symfoni! I mellemtiden havde han skrevet sine vidunderlige Haydn-variationer for symfoniorkester (læs mere) og demonstreret sit mesterskab indenfor instrumentalmusikken, og Haydn-variationernes succes gav Brahms et ekstra rygstød i forhold til at skrive sin 1. symfoni.

Symfonien blev med store forventninger uropført i Karlsruhe den 4. november 1876. Så stor en begivenhed er denne begyndelse, at det hus, hvor uropførelsen fandt sted, har fået en mindeplade i dag.