AF LEIF V.S. BALTHZERSEN

Richard Strauss’ Vier letzte Lieder. dvs. fire sidste sange, er blevet et favoritværk for musikelskere verden over. Få blandt publikum kan modstå sangenes fascinerende skønhed. Titlen er imidlertid ikke Strauss’ egen, og de er faktisk ikke hans fire sidste sange. Men de fremstår som et samlet værk for publikum, og siden deres uropførelse – efter komponistens død – er de blevet standardværk.

Portræt af Richard Strauss, malet af Max Liebermann 1918, Alte Nationalgalerie, Berlin, public domain

Richard Strauss levede fra 1864 til 1949. Hans karriere som komponist falder i to dele – først som komponist af tonedigte, dvs. instrumentalmusik, og siden som operakomponist, og forbløffende mange af hans værker har fået en fast plads i koncertsalene og operahusene. Udover senromantiske tonedigte og operaer komponerer Strauss instrumentale, mere klassicistiske værker i hans unge år, dvs. før tonedigtene, og i hans sidste år, dvs. efter at han med operaen Capriccio havde besluttet ikke at skrive flere sceneværker. Og lieden som genre fulgt Strauss hele livet – først de traditionelle, klaverledsagede lieder og siden også orkesterledsagede lieder.

Richard Strauss var 80 år, da Anden Verdenskrig sluttede. Hjulpet af venner rejste han og hustruen Pauline om efteråret fra det besatte Tyskland til Schweiz. Her komponerede Strauss sine sidste instrumentalværker, bl.a. obokoncerten og Metamorphosen, samt sine sidste lieder.

I efteråret 1947 var han på sin første flyrejse. Turen gik til London, hvor dirigenten Thomas Beecham havde arrangeret en Strauss-festival. Ved denne festival debuterede i øvrigt også en ung dirigent, Norman Del Mar. Han skrev senere tre bind om Richard Strauss, og bøgerne blev et reference-værk. Endnu senere blev han chefdirigent for Aarhus Symfoniorkester, hvor han naturligvis præsenterede publikum for en hel del Strauss-kompositioner.

Norman Del Mar var chefdirigent for Aarhus Symfoniorkester 1985-88. Foto: Aarhus Symfoniorkester

I december 1948 var Strauss igennem en alvorlig blærestensoperation i Lausanne, og i maj året efter var han rask nok, til at Pauline og han kunne vende tilbage til deres hjem i Garmisch. Her og i München blev hans 85-års fødselsdag fejret. Få måneder senere, 85 år gammel, døde Richard Strauss efter et langt liv med musik.

Vier letzte Lieder har fået status som Strauss’ svanesang pga. musikkens afklarethed, den overjordiske skønhed og de afskedsfyldte tekster, og der er blevet sat lighedstegn mellem digtenes “jeg” og Strauss selv. Men titlen Vier letzte Lieder er som sagt ikke Strauss’ egen, og liederne er egentlig ikke hans fire sidste. De er under alle omstændigheder ikke tænkt som cyklus fra Strauss’ side og er ikke komponeret i den rækkefølge, som vi kender fra opførelser i dag, men som vi ikke desto mindre betragter som et sluttet hele.

Da Strauss i maj 1948 havde komponeret Eichendorff-digtet Im Abendrot, som han selv var faldet over, gav han sig til at orkestrere en klaverlied helt tilbage fra 1894, nemlig Ruhe, meine Seele! Samme år fik Strauss foræret nogle af den tysk-schweiziske digter Hermann Hesses digte og planlagde fire, muligvis fem orkesterlieder til tekster af Hermann Hesse (1877-1962). Han fik kun komponeret tre – Frühling, Beim Schlafengehen og September. Desuden arbejdede han i øvrigt også med et korværk, ligeledes til tekst af Hesse. Og efter de tre Hesse-lieder skrev han, til et digt af schweizeren Betty Wehrli-Knobel, klaverlieden Malven, som han i originalmanuskript forærede til den berømte sopran Maria Jeritza. På grund af Jeritzas modvilje mod offentliggørelse blev dette hans sidste fuldendte værk først uropført i 1985.

Hør Ruhe, meine Seele! og uropførelsen af Malven her:

De tre første sange i Vier letzte Lieder (i den rækkefølge, man bruger i dag) er af Hermann Hesse, som mange, også herhjemme, kender for hans romaner, herunder Demian, Siddhartha, Steppeulven, Rejsen til Morgenlandet og Glasperlespillet.

Frühling er den eneste hurtige sang i sættet. Den er tillige den korteste. Begyndelsen er en smuk stemningsmæssig bevægelse fra “In dämmrigen Grüften/I halvmørke grave” i c-mol til den lysende C-dur på “Nun liegst du erschlossen/Nu ligger du åben”. Bemærkelsesværdig er også den lange toneranke på ordene “fuglenes sang”, ledsaget af orkesterfigurer à la de morgenglade fugle i Strauss’ opera Rosenkavaleren:

Det instrumentale forspil i September forudgriber digtets første linjer: “Haven sørger, den kølige regn synker ned i blomsterne. Sommeren gyser tavs sit endeligt i møde.” Det er en underskøn orkestersats med mangedelte strygere. Strauss var en af de helt store mestre til at instrumentere:

Fornemmelsen af ro – uendelig ro er et af de vigtige kendetegn for Vier letzte Lieder. September afsluttes med stort instrumentalt afsnit. De flimrende bevægelser i lieden falder til ro til sidst med en hornsolo, der føles som den endelige version af et dreje-motiv, vi tidligere har hørt. Det er som om, at musikken i denne lied har sit mål og først når sit mål i denne fredfyldte hornsolo:

I Strauss’ værker er der utallige smukke hornsoloer og passager for hele horngruppen – han havde fået hornklangen ind fra barnsben, idet faderen var solohornist i hofoperaorkestret i München. Strauss skrev også to koncerter for horn og orkester.

I Beim Schlafengehen beskriver tekstens første og anden strofe trætheden ved dagens afslutning, der meget let kan fortolkes som livets afslutning. Der er faldende bevægelser i orkester og sangstemme:

Anden strofes afslutning lyder: “Alle mine sanser vil nu sænke sig ned i søvn”, og musikken sænker sig ned i søvn. Hvor der i September var tale om en markant hornsolo, finder vi på dette sted i Beim Schlafengehen en vidunderlig violinsolo, der forudgriber tredje strofe, hvor sangstemmen bevæger sig i samme bølgende melodikurver som violinens som en slags illustration af sjælen, der “ubevogtet, vil svæve i fri flugt, for i nattens tryllekreds at leve dybt og tusindfoldigt.”:

Im Abendrot er som sagt den først komponerede, og den er den længste af de fire sange. Den har tekst af den tyske, romantiske digter Eichendorff (1788-1857), dvs. at der er tale om en langt ældre forfatter end i de tre Hesse-sange. Eichendorff er berømt for og højt elsket for sine digte.

Det store, brede forspil skildrer skildrer muligvis vidderne, som digtet beskriver:

Og de to vandrere, som digtet beskriver, kunne måske sidestilles med Strauss og Pauline. Der er bjerge i digtet, og der var bjerge, herunder Tysklands højeste bjerg, Zugspitze, lige bag ved Strauss’ hus Garmisch:

Strauss’ villa i Garmisch, der stadig er i familiens eje. Foto: Josef Lehmkuhl, Wikimedia Commons

De to vandrere i digtet hviler sig og hører to lærker, som også vi hører i Strauss-orkestrets fløjte-triller:

Musikken lægger sig nu til ro. Liedens sidste sætning lyder: “Hvor er vi vandringstrætte,– er dette måske døden?”

Denne sætning – et åbent spørgsmål – kombineres med et citat af forklarelsesmotivet fra Strauss’ tonedigt Tod und Verklärung, som han havde skrevet næsten 60 år tidligere. Dette tonedigt (læs mere her: www.aarhussymfoni.dk/strauss-doed-og-forklarelse/) skildrer dødstimen og forklarelsen. Efter døden fortsætter musikken, og forklarelsesmusikken lyder:

Efter det åbne spørgsmål og det musikalske citat-svar følger et bevægende orkesterefterspil, hvor lærketrillerne (nu i piccolo-fløjterne) – ligesom sjælen – stiger opad:

Strauss hørte heller aldrig selv sangene. Uropførelsen af Vier letzte Lieder fandt først sted efter Strauss’ død, nemlig i London 22. maj 1950; Kirsten Flagstad sang og Wilhelm Furtwängler dirigerede. Det var store berømtheder, ikke ligefrem nogen idealbesætning, men opførelsen er et historisk dokument:

Ved denne og andre tidlige opførelser af sangene, som hurtigt blev umådeligt populære, blev de sunget i andre rækkefølger end den i dag traditionelle, der sammen med titlen er skabt af forlæggeren Ernst Roth ved nodeudgivelsen.

De første pladeindspilninger var med Elisabeth Schwarzkopf og Lisa Della Casa, der begge var store fortolkere af Strauss’ operaroller, havde usædvanligt smukke stemmer, og var usædvanligt smukke sangerinder. Deres meget forskellige og hver for sig pragtfulde fortolkninger kan høres her:

Sangene er siden blev sunget af utallige sopraner verden over – sangerindernes kærlighed til disse sange matcher Strauss’ livslange kærlighed til sopranstemmen.