AF PEER KJÆR ANDERSEN

Årene 1910-13 var en glansperiode for ballet i Paris. Den russiske koreograf Sergej Djagilev havde slået sig ned i byen med sin Ballets Russes og bestilte en række værker, som hurtigt skulle vise sig at få en fast plads på repertoiret. I 1910 skrev Ravel Daphnis og Chloë, som blev opført to år senere. Og så i 1910 opstod Stravinskijs Ildfuglen, som blev efterfuldt i 1911 af Petrusjka og i 1913 havde den mest berømte af hans balletter Le Sacre du printemps premiere ved en forestilling, der er gået over i musikhistorien som en af de største skandaler bl.a. med slagsmål blandt tilskuerne.

Slet så dramatisk var uropførelsen af Petrusjka. Den blev vel modtaget og blev et af hovednumrene i Ballets Russes og også snart en hjørnesten i det internationale balletrepertoire.

Handlingen består af en række russiske folkelivsbilleder. Ved et stort fastelavnsmarked fremviser en gammel charlatan sine tre marionetter, ballerinaen, maureren og Petrusjka, som udfører en tumultagtig dans. Charlatanen har forsynet sine dukker med menneskelige egenskaber og følelser, og mens ballerinaen og maureren er ret afstumpede, lider Petrusjkaunder sit slaveri, sit latterlige udseende og sin skæbne som gøgler. Han søger at vinde ballerinaens kærlighed, men hun forskrækkes af hans underlige opførsel og hengiver sig i stedet til maureren. Netop da deres store kærlighedsscene skal til at begynde, forstyrres de af den skinsyge Petrusjka, som dog bliver smidt ud af maureren.

Nu når markedstumlen et højdepunkt: en rig købmand uddeler penge til folket, en bjørnetrækker optræder med en bjørn og til sidst ender alt i en vild dans. Men pludselig lyder der høje skrig fra marionetteateret. Rivaliseringen mellem maureren og Petrusjka har nået et klimaks, da Petrusjka bliver dolket og falder om blandt folk. Øvrigheden bliver tilkaldt, men charlatanen beroliger alle: Petrusjka bliver i hans hænder igen til en dukke. Folket spredes, men på taget af marionetteatret ses Petrusjka – nu igen i en menneskelig skikkelse – som truer charlatanen og håner alle hans ofre.

Balletten opdelt i fire billeder, nemlig “Fastelavnsmarkedet”, “Hos Petrusjka”, “Hos Maureren” og til sidst “Markedet og Petrusjkas død”, og de fire billeder er på bedste gøglervis adskilt af trommehvirvler. Værket har en stor rigdom på temaer, der ofte stammer fra gamle russiske folkemelodier og såmænd også enkelte vesteuropæiske lån. Et særligt bemærkelsesværdigt indslag er den såkaldte “Petrusjka-akkord”, som består af en blanding af C-dur og Fis-dur treklangene. De to akkorder ligger længst mulig fra hinanden, og Stravinskij bruger denne blanding til at skildre hovedpersonens splittede sjæleliv. Instrumentationen er glansfuld og klaveret spiller en stor rolle i orkestret, blandt andet i den russiske dans, som senere er blevet arrangeret for klaver alene. Hør den her:

Den oprindelige orkesterbesætning er meget stor, og i 1947 foretog Stravinskij en redigering af værket, hvor orkestret er reduceret til normale proportioner.

Hør her det sidste billede i en optagelse fra Bolsjojteatret i Moskva med koreografi af Mikhail Fokin: