AF JESPER NORDIN

Hvad er det egentlig vi har sat i gang i denne sæson i Aarhus Symfoniorkester?
Forsiden af Sæsonprogrammet prydes af ordene ”Begyndelser”, ”Skabelse”, ”Natur” og ”Oprindelse”, og her skal jeg forklare hvorfor.
 

Orkesterdramaturgien

Over de næste fire år prøver vi i Aarhus Symfoniorkester noget, som ikke rigtigt er prøvet før, nemlig at brede én flerårig fortælling ud over flere sæsoner i et symfoniorkester.

Vi kalder det en ”orkesterdramaturgi”, og det er altså et forsøg på at skabe én lang, sammenhængende fortælling.

I symfoniorkester-regi er vi som regel gode til at skabe sammenhænge mellem de enkelte stykker musik ved én koncert, eller til at tematisere en sæson, typisk ved at markere store jubilæumsår for komponister, som man så ganske enkelt spiller mere musik af.

Men der er ikke nogen der før har forsøgt det vi nu forsøger; at spænde én sammenhængende dramaturgisk bue ud over flere sæsoner og så tilrette repertoire og formidling efter dét.
 

Hvorfor?

Ved hjælp af den her dramaturgi vil vi forsøge at fremmane en bevidsthed om Aarhus Symfoniorkester som en levende organisme der lever, ånder og udvikler sig. Man skabes, vokser, forholder sig til sin omverden, forplanter sig, ældes og transformeres. Det er en enkel formular, som gælder for alle levende væsener i universet (så vidt vides), og det er altså rammen for vores eksperiment.

Vi sætter scenen, opbygger et forløb som antydes gennem tematisering og formidling, og tror på, at vi på den måde kan puste liv i en form for ’Gestalt’ – et antydet, levende væsen, som man som publikum, medarbejder, samarbejdspartner, tilskudsgiver osv. kan knytte sig til og interessere sig for gennem en årrække.

Hvad skal det til for? Hvorfor ikke bare gøre sådan som vi altid har gjort? Og hvordan påvirker dette greb musikere, publikum, samarbejdspartnere, tilskudsgivere osv.? Jeg har tre tilgrundliggende formodninger:

• Jeg formoder, at vi med indholdsmæssige og kommunikative midler kan forbedre vores evne til at inddrage andre i vores historie, kan øge publikums interesse i de kunstneriske valg vi træffer og kan styrke de bånd der knytter os til alle vores samarbejdspartnere, som tæller både publikum, gæstekunstnere, løst ansatte, skoler, lokalcentre, rådhus, Musikhuset, Det Jyske Musikkonservatorium, de øvrige kulturinstitutioner i byen, organisationer, foreninger, virksomheder, fonde, sponsorer, Kulturministeriet osv. Som en smuk, symfonisk edderkop sidder vi i midten af et kæmpe spind af samarbejdspartnere og interessenter, men det spind er følsomt, og derfor er det vigtigt at vi styrker alle de tråde vi kan, og det er den grundlæggende tankegang bag det store, samlende greb som er orkesterdramaturgien. Vi er derfor meget interesseret i at afprøve de forskellige virkemidler der kan føre til en sådan øget indlevelse.
• Jeg formoder, at en øget indlevelse og fordybelse – sammenfattet i begrebet ’immersion’ – vil føre til en øget identifikation, og dermed erkendelse af, at orkestret ikke er dødt, statisk eller isoleret, men derimod levende, organisk og forbundet til sin omverden, ganske som alle andre levende organismer på denne planet.
• Jeg formoder at denne øgede identifikation vil føre til en øget investering, mentalt, tidsmæssigt og økonomisk, hos alle de der på en eller anden måde er forbundet til symfoniorkestret. Tæller man alle med, så er vi i direkte berøring med mere end 100.000 mennesker hvert år, så der er et kæmpe potentiale.

Med den berøringsflade, og det potentiale følger samtidig et kæmpe ansvar for at forvalte den tillid og de midler der tilføres os hvert år. Vi kan med andre ord ikke tillade os at være passive eller hvile på laurbærrene. Udadtil leverer vi koncerter på et højt, professionelt niveau, og sideløbende skal vi styrkes på alle leder og kanter, ruste os og væbne os til hvad der end måtte komme af udfordringer, ligesom vi skal blive bedre til at forholde os til vores samtid og blive klogere på os selv, gennem udfordringer og udvikling.

Den udvikling drives altså lige nu, her i mit lille værksted, af fire gange ”i”: Indlevelse, identifikation, investering og immersion.
 

En antydet form

Den fireårige orkesterdramaturgi er en antydet fortælling. Det er en livsbane, som vores ’gestalt’– vi kan kalde den ASO – gennemlever over fire år. Fortællingen er i sig selv organisk og levende, og i sagens natur under konstant udvikling, for dét at drive et symfoniorkester og planlægge koncerter er forbundet med stor kompleksitet, og vi har et væld af opgaver der skal løses, og vilkår der løbende ændrer sig, men som skal opfyldes for at det kan lade sig gøre at levere store, musikalske oplevelser på højeste niveau.

Det er vigtigt, at en sådan fortælling ikke bliver for konkret. Der er stor forskel på at fortælle en specifik historie (”Vores hovedperson møder den ildspyende drage”), og så at antyde nogle generelle træk eller udviklingstrin (”Vores hovedpersonen oplever noget, der gør hende utryg, men overkommer det, og udvikler sig derefter”). Det er altså en kommunikativ udfordring vi står over for, og som vi i virkeligheden ikke har særlig meget erfaring med.

Med en historie der er alt for specifik, låser vi os selv fast og begrænser måske de enkelte koncerters individuelle berettigelse, og den enkelte koncertgængers mulighed for at forstå hvad det er der foregår, for alle koncerter skal kunne opleves som enkeltstående koncertoplevelser, og det gør de ikke hvis ’forståelsen’ af én koncert forudsætter at man også har været til dén ugen før. Det kan vi ikke forlange af vores publikum.

Og tilsvarende: Med en historie der er for sløret eller antydet, udebliver det ønskede effekt måske helt og aldeles. Så det er en balance vi skal justere på løbende, og med de erfaringer vi nu gør os efterhånden som projektets vinger udfolder sig i denne og næste sæson

Kommer man altså til en enkelt koncert i løbet af sæsonen, får man en helt almindelig koncertoplevelse, men kommer man oftere, og graver man lidt dybere ned i komponisterne, værkerne, temaerne og den formidling vi tilrettelægger vil man forhåbentlig begynde at antyde omridset af den ’store bue’, og måske opdage flere sammenhænge og mindre fortællinger der løber side om side med den store fortælling.

Ideelt set sker der en form for krydsbestøvning fra koncert til koncert, og man kan vælge selv at forfølge de sammenhænge vi har plantet hist og pist ”down the rabbit hole”.

Nye virkemidler

Nogle af disse sammenhænge udfolder sig måske bagud i tid, således at man først længere henne i forløbet vil opleve, at der faktisk startede en tråd året før, eller to år før. Dét er en af de rigtigt sjove greb at arbejde med, for vi ved jo allerede nu i store træk hvad der skal ske om to eller tre år, selvom publikum og øvrige interessenter ikke gør. Det føles som at plante langsomme blomster og vente på de springer ud.

Det er spændende at tænke i at placere såkaldte ’easter eggs’; skjulte budskaber eller sammenhænge som brugeren selv må opdage, eller at arbejde med ’delayed payoffs’ og ’flashbacks’, greb som er velkendt i litteratur, teater, film, og computerspil men ikke i vores branche. Og hvorfor ikke? Lad os udvide vores værktøjskasse og lade os inspirere af de episke, mangeårige fortællinger som i særdeleshed film og computerspil har enorm succes med i disse år.

Det er faktisk kun tid og økonomi der afholder os fra i endnu højere grad at arbejde med at opbygge en fiktiv verden, som vores orkesterdramaturgi kan udspille sig i, for ’world building’ er et af de allermest effektive virkemidler når det kommer til at øge brugerens fordybelse. Der er masser af potentiale for at udnytte det, også indenfor vores specifikke kunstform, men det må altså indtil videre få lov at ligge.
 

Hovedtema og sidetema

I løbet af sæsonerne 2021-22, 2022-23, 2023-24 og 2024-25 udfolder der sig altså én form for overordnet fortælling, samt en række mindre sidetemaer.

Både den store orkesterdramaturgi og de mindre sidetemaer påvirker en lang række valg som vi træffer i tilrettelæggelsen af orkestrets koncerter. Det er i første omgang repertoirevalget, og sekundært andre elementer, f.eks. formidling, kommunikation og så det særligt ’immersive’ indhold vi har valgt at tilføje til udvalgte koncerter i løbet af sæsonen.

2021-22 sæsonen har ’Begyndelser’ som hovedtema, og her er et par eksempler på, hvordan det giver sig til udtryk:

• I sæsonbrochuren har vi interviewet flere gæstekunstnere om hvordan deres musikalske livsbane begyndte. Vigtigheden af at blive eksponeret for musik i en tidlig alder, adgang til god musikundervisning, inspirationen fra ældre, dygtigere musikere; alt sammen afgørende elementer.
• Hver uge optager vi de første par minutter af dirigentens prøvearbejde med orkestret. Tanken er, at vi klipper disse små klip sammen til en film der skal illustrere hvor vigtig begyndelsen af et prøveforløb kan være. I vores branche hedder det sig, at de første 5 minutter af dirigentens arbejde giver et ret godt billede af hvordan koncerten i sidste ende udfolder sig, og det kan være interessant at grave lidt dybere ned i den fortælling, så det gør vi altså løbende.
• I et blogindlæg lidt a la det her vil, vil jeg belyse, hvordan de første par takter i en komposition på samme måde kan være altafgørende for hvordan kompositionen udfolder sig, og hvordan nogle af de mest berømte kompositoriske ’begyndelser’ har grundfæstet sig i vores kollektive bevidsthed, selvom kompositionen efterfølgende indeholder meget, meget mere end blot indledende motiv. Som de mest grelle eksempler har vi Beethovens 5. symfoni og Tjaikovskijs klaverkoncert nr. 1. De fleste kender begyndelsen, men begge værker indeholder meget, meget mere end blot de indledende 5 takter.
• Vi har flere ”ettere” på programmet i år; vigtige komponisters første livtag med store formater: Rachmaninovs første klaverkoncert, Brahms’ første symfoni, Elgars første symfoni, Mahlers første symfoni, Schuberts første symfoni osv.
• Under hovedoverskriften ”Begyndelser”, har vi ”Natur, Skabelse, Oprindelse”. Naturen kan man nemt spore i vores repertoirevalg for denne sæson; skabelsen og naturens mirakel illustreres eksempelvis i Mahlers 1. symfoni, i Langfredagsmusikken fra Wagners ’Parsifal’ og i det paradisbillede af Adam og Eva, som pastorale-satsen fra Carl Nielsens 3. symfoni i mine ører så utvetydigt frembringer.
• Skabelsesøjeblikket, inspirationen om man vil, har jeg i min indledning i sæsonbrochuren associeret med ”Prometheus”, som er blevet en slags ’totem’ for denne sæson, og hvis mytologiske rolle kan høres illustreret ved en koncert den 12. maj. Her spiller orkestret blandt andet Beethovens ”Die Geschöpfe des Prometheus” overture, og Goethe og Schuberts sang ”Prometheus”. Før skabelsen ligger jo inspirationen, åndedraget. Skaberen trækker vejret (inspireres), og puster i den efterfølgende udånding liv i det skabte.

Til den overordnede, 4-årige fortælling hører altså overordnede temaer for den pågældende sæson, og så en lang række sidetemaer; kortere eller længere tråde, der trækkes på kryds og tværs af koncerter og sæsoner, hvilket vil udfolde sig efterhånden som projektet skrider frem.
 

Folklore

Et sådant sidetema for 2021-22 sæsonen kunne for eksempel være ’folklore’.

Canteloubes middelaldersange fra Auvergne, Brahms ’Ungarske Danse’, Dvoraks ’Slaviske Danse’, Ravels ’Gaspard de la nuit’, Schuberts ’Erlkönig’ – alt sammen dele af en overlevering af kulturelle værdier med folkloristiske træk.

Det er moralske fortællinger, fællessange, fælles danse der alle er elementer i opbygning og styrkelse af en kulturel identitet. Delt mellem generationer – fra forælder til barn eller i socialt opbyggelige sammenhænge, omkring bålet, ved overlevering af myter og af konkret information – udgør alle disse folkloristiske elementer en kulturel arv, som overleveres til barnet i de første leveår, og sidenhen i de forsamlinger hvor store og små samfund defineres.

Ord og begreber formes og farves efter den kultur barnet er omgivet af, ligesom vores solister og dirigenter i en tidlig alder blev formet af den musik de var omgivet af, og som børnene i Aarhus Symfoniorkesters kæmpeprojekt ”Musikkens Børn” vil blive formet og påvirket af den musik de løbende kan opleve ved særligt tilrettelagte koncerter for en hel generation af børn i Aarhus Kommune.

Mange af de store, monumentale mesterværker vi også spiller – som Mahlers 1. symfoni for eksempel – er finpolerede og raffinerede udtryk for denne arv, som indeholder alle disse elementer i et symfonisk livtag med folkesang og folkedans, myter og eventyr, uhyggelige og opbyggelige elementer. Som barn hørte Mahler gadesangere, forbipasserende marchorkestre og trompetsignaler fra den lokale kaserne fra sit vindue, og fra en tidlig alder absorberede han musik fra sine omgivelser i en nærmest trancelignende tilstand. Disse elementer, samt i høj grad familiens traditionelle jødiske folkesange, plantede alle de musikalske frø i ham, der skulle blomstre mange år senere i hans episke symfonier mesterværker, og alle kan de spores i den 1. symfoni som opføres 27. januar under ledelse af Leif Segerstam.
 

Døden

Med skabelse følger også døden, og derfor må vi også forholde os til den, hvis vi vil undersøge skabelsen som emne. Der er 90 år mellem Goethes ’Erlkönig’ og Rückerts ’Kindertotenlieder’, men de har et fælles emne; barnedød. Et ubærligt emne, umuligt at begribe og næsten umuligt at overkomme for dem det rammer. De to store digtere leverer hver deres forskellige forlæg, og to store komponister, Schubert og Mahler, griber forlæggene an på hver deres dystre måde.

Her gemmer sig altså endnu et ’sidetema’ i denne sæson, og et tragisk et af slagsen. For der er flere værker på sæsonen, som taler ind i dette tema.

Mozarts symfoni nr. 36 blev til, mens hans og Constanzes førstefødte barn døde hjemme i Wien. De selv var på koncertturne til Salzburg, og til Linz, hvor symfonien blev skrevet, og i løbet af fire dage komponerede Mozart dette på mange måder positive, sprudlende og opløftende mesterværk, uvidende om at deres søn, Raimund, altså samtidigt døde derhjemme af en voldsom infektion, kun 2 måneder gammel. ”Vi lider begge med tanke på vores stakkels, store, tykke, dejlige dreng”, skrev den 26-årige Mozart efterfølgende i et brev til sin far.

Også Mahler skulle opleve barnedøden, som var et konstant tilstedeværende vilkår, selv i slutningen af det 19. århundrede. Otte af hans søskende døde i en ung alder!

Mahler færdiggjorde sin sangcyklus med musik til et udvalg af Friedrich Rückerts ’Kindertotenlieder’ kun få uger efter fødslen af hans og Almas andet barn. Det hedder sig, at Alma Mahler advarede sin mand mod at friste skæbnen ved at beskæftige sig så ublu med dét emne, men han gjorde det altså alligevel. Det blev til en ubegribeligt smuk sangcyklus, noget af hans mest rørende musik, og selvfølgelig kunne hverken Alma eller han vide, at de to år senere også skulle miste deres førstefødte, ældstedatteren Maria Anna, kun fire år gammel.

Således kan man altså opleve musikken tage livgreb med det ubærlige, fra folkloren i den overtroiske, dunkle nattejagt ’Erlkönig’, til konkret og brutal virkelighed i både Mahlers og Mozarts liv.

Næste sæson

Efter ”Begyndelser” og sæson 2021-22 følger en ny sæson der vil belyse ungdommelighed, forelskelse og eventyr. Når man har taget sine første skridt, belært og belastet på godt og ondt af fælles kultur og nyttig information, så skal man ud for at opleve verden og definere sig selv. Man forelsker sig, udvikler sig, prøver grænser af, slår sig, og betragter måske sig selv som en isoleret ø i et mægtigt hav af følelser, mennesker, sammenhænge og muligheder.

Livet tvinger én til at udvikle sig og modnes, eller stagnere, gå til i vanvid eller det der er værre.

Alt dette kommer sæson 2022-23 i Aarhus Symfoniorkester til at handle om. Det vender vi tilbage til når den kommende sæson lanceres i maj 2022.