AF LEIF V.S. BALTHZERSEN

Hvordan skal et stykke musik begynde? Det er et spørgsmål, som komponister gennem tiden har måttet stille sig, og et problem, mange har sloges med. Hvad er det første, lytteren skal høre?

Det kan været uhyre interessant at sammenligne, hvordan forskellige komponister begynder deres værker, og det kan være lige så interessant at se, hvordan den enkelte komponist på forskellige måder begynder sine egne værker. Og da temaet for Aarhus Symfoniorkesters sæson 2021/22 netop er ”Begyndelser”, er det nærliggende at kigge nærmere på, hvorledes symfonierne i orkestrets forestående Tjajkovskij-festival hver især indledes.

Tjajkovskijs 4. symfoni begynder med messinggruppen:

Det er en fanfare, og den har noget signalagtigt over sig. Den betyder da også noget helt bestemt for Tjajkovskij, der i et brev til sin velynder fru von Meck forklarer: “Dette er skæbnen, denne uundgåelige kraft, som bremser vor stræben efter lykke, før den når målet – som skinsyg våger over, at vor fred og lyksalighed ikke skal blive fuldkommen og skyfri – en kraft, der ligesom Damokles’ sværd bestandigt hænger over vore hoveder og altid forbitrer sjælen. Denne kraft kan man ikke flygte fra, og den er uovervindelig. Der er ingen anden vej end at underkaste sig og sørge i sit indre.”

Efter dette skæbnetema følger fortvivlet musik. Denne lidenskabelige musik – Tjajkovskijs musik er altid særdeles følelsesladet – vokser gradvist til et klimaks, men skæbnemotivet vender tilbage: “Det er kun en drøm. Skæbnen vækker os hårdt”.

Åbningstemaet, skæbnetemaet bruger Tjajkovskij ikke kun i symfoniens første sats. I den fjerde og afsluttende sats, der forestiller festligheder på en helligdag på landet, bryder skæbnemusikken ind i festglæden. “Næppe har vi haft tid til at glemme os selv i larmen fra andre menneskers glæde, før den utrættelige Skæbne endnu en gang minder os om dens tilstedeværelse”, skriver Tjajkovskij.

Tjajkovskijs 5. symfoni er en såkaldt cyklisk symfoni, dvs. med et tema, der dukker op i alle symfoniens fire satser, og det åbner hele symfonien. I den langsomme indledning til 1. sats får vi dette tungsindigt-sørgmodige tema præsenteret i klarinetterne. Efter præsentationen tager den – ligeledes sørgmodige – hurtige del af førstesatsen over.

I andensatsens strømmende musik i den 5. symfoni bryder det skæbnesvangre mottotema pludselig og brutalt ind, fortissimo og anført af trompeterne, og i valse-tredjesatsens sidste takter dukker mottotemaet op, forklædt som vals (klarinetter og fagotter). Det er også mottotemaet, der åbner fjerde og sidste sats, nu forandret til en bred, heroisk udgave i dur. Efter den langsomme indledning følger den hurtige og medrivende hovedsats, hvor vi hører mottotemaet ved første klimaks (messingblæserne), og til sidst dominerer det hele den triumfale afslutning. Begyndelse og slutning er altså kædet sammen. Symfonien begyndte med mottotemaet stille og i mol for to klarinetter, og den slutter nu med mottotemaet i dur for fuldt orkester:

Tjajkovskijs 6. symfoni er en af de mest sørgelige i hele symfoni-repertoiret. Symfoniens tilnavn “Pathétique”, som Tjajkovskijs bror Modest fandt på lige efter uropførelsen, og som Tjajkovskij billigede, betyder ikke patetisk, således som vi bruger ordet med negativ ladning i dag. Det betyder følelsesladet. Og følelsesladet er musikken i sandhed. Symfonien åbner med, at en enlig fagot har en lang og sørgelig solo over en dyb strygerbund:

Temaet, som fagotten introducerer i denne langsomme indledning, bliver til hovedtemaet i den derefter følgende hurtige hoveddel af 1. sats.

Aarhus Symfoniorkester opfører også to solokoncerter i løbet af Tjajkovskij-festivalen. Solokoncerter begynder traditionelt med en orkesterindledning, før soloinstrumentet sætter ind. Denne måde at begynde på har komponister selvsagt varieret meget gennem tiden.

Tjajkovskij har en – ganske vist overraskende kort – først stille, snart brusende orkesterindledning til sin violinkoncert, før soloviolinen kommer ind. Violinen præsenterer sig alene, og derefter spiller den akkompagneret af orkestret en af smukke melodier, som Tjajkovskij var en mester i at skrive:

Til sin første klaverkoncert – den mest berømte, ja den umådeligt berømte – dropper Tjajkovskij imidlertid næsten orkesterindledningen helt. Efter fire præluderende orkestertakter, hvor man så at sige spærrer ørerne op, begynder koncerten med store og kraftige akkorder i klaveret, og oven i disse hører vi strygerne spille den flotte melodi, som er blevet brugt og misbrugt i usalige film og reklamer og også er forvandlet til slageren ”Tonight We Love”:

Tjajkovskijs balletter begynder naturligvis med et orkesterforspil, før tæppet går op. I Nøddeknækkeren, hvis handling har børnene i centrum, og som Aarhus Symfoniorkester ved festivalen spiller et uddrag af, kalder Tjajkovskij indledningen for ”Miniature Ouverture”. Børnenes miniature-verden, den lette verden, har fået sit lydelige sidestykke i let musik, hvor den mørkere orkesterbund, celloerne og kontrabasserne, helt er udeladt. Udover violinerne og bratscherne medvirker træblæserne og – ganske lidt – hornene, men ingen øvrige messingblæsere. Trianglen giver nogle legetøjsagtige glimt undervejs. Den florlette begyndelse, som er det, vi interesserer os for her, er helt overladt til førsteviolinerne, andenviolinerne og bratscherne:

Hør alle disse begyndelser – og deres fortsættelse – ved Aarhus Symfoniorkesters Tjajkovskijfestival.